Mange venstrefløjssange fra 1970'erne gør flittigt brug af historien. Søren Sidvinds "Årgang 52" og Skipper Klemets morgensang som er nævnt i tidligere blogindlæg, men her er et par stykker til som er interessante på forskellig vis:
Først har vi John Mogensens Danmarks Jord, som er skrevet som slagsang mod Danmarks indmeldelse i EF. Megen af retorikken er historisk og er reproduceret både før og siden. Der er således både Holger Danske, "kanoner fra Syd" og "hvor gamle kultur" på spil.
Solvognen var en aktionsteatergruppe fra 1970'erne der udførte en række aktioner, der ofte hentede inspiration i historien (navnet i sig selv siger også noget). Mest berømt er måske deres aktion ved Rebild-festen i 1976 på 200-året for den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor de dukkede op klædt ud som indianere for at huske fødselaren på de mere mørke sider af den amerikanske historie. Der er både fejringer, erindring og glemsel på spil her. Aktionen blev også genstand for et slagkraftigt rock-nummer fra Jomfru Ane Band, som er er tilsat billeder fra aktionen:
Er sange så vigtige? Vel er de så! Som der stod bag på sangbogen "Klassekampens sange" fra 1979:
”En sang er et våben. En sangbog kan være et helt krudtkammer.
Her er sangene og bogen. Brug dem!”
fredag den 11. marts 2011
torsdag den 10. marts 2011
Da mor var dreng II
Som Rosanna gjorde mig opmærksom på har også The Daily Show opdaget hvor meget bedre alting var i gamle dage.
Et super klip hvor John Oliver går på jagt efter de gode gamle dage - enjoy:
Et super klip hvor John Oliver går på jagt efter de gode gamle dage - enjoy:
| The Daily Show With Jon Stewart | Mon - Thurs 11p / 10c | |||
| Even Better Than the Real Thing | ||||
| ||||
tirsdag den 8. marts 2011
Da mor var dreng
Den måske allermest udbredte form for bevidst historiebrug i hverdagen, er konstateringen af at alt var bedre i gamle dage. Gamle dage her næsten altid forstået som historiebrugerens barndom og/eller ungdom. Denne form for historiebrug afviser meget sjældent økonomiske og politiske fremskridt, der er sket de sidste par årtier, men peger på at noget andet - og ofte mere værdifuldt - er gået tabt. Ikke sjældent er tabet sket netop på grund af fremskridtet på andre områder som fx. det økonomiske.
Det tabte der begrædes er typisk ting som madlavningtraditioner, fællesskabsfølelse og viden om årstal og regler for kommasætning. Den store topscorer er dog omgangsformer og almindelig høflighed, som altid er på retur og altid har været det. Så lang tid faktisk at det er mærkeligt at vi ikke forlængst har nået det stadie, hvor vi render rundt og spytter hinanden i ansigtet hele tiden.
Kritikken af sædernes forfald kan både rettes mod børneopdragelsen og mod omgangsformerne mere generelt. Der findes et helt netværk af kommentatorer, der mere eller mindre lever af at fortælle os denne historie (Lone Nørgaard er et godt eksempel herpå). Det seneste eksempel jeg har stødt på er Jyllands-Postens leder fra 6. marts, der begræder tabet af "De-formen" og det "faste håndtryk", som man kan forstå åbenbart var meget udbredt i Danmark for 40 år siden. Også det at se den i øjnene som man taler med er åbenbart noget der var der før, men nu er gået tabt.
http://jp.dk/opinion/leder/article2359769.ece
Skylden for tingenes elendige tilstand er altid "tidernes", men det kan også konkretiseres hvis man har nogen eller noget man gerne vil sparke lidt til. I Jyllands-Posten er det udviklingen af demokratiet der spiller rollen som positiv udviklingen, der har haft negative sideeffekter. Den virkelige synder er dog - selvfølgelig - 68-oprøret. Det store skel i dansk efterkrigstidshistorie, hvor uansvarlige hippier destruerede det danske samfund da de i deres hash-rus glemte at lære deres børn, at de skulle sige tak for mad. Hvilket enhver jo ved er den sande lakmustest for den menneskelige civilisation.
Det tabte der begrædes er typisk ting som madlavningtraditioner, fællesskabsfølelse og viden om årstal og regler for kommasætning. Den store topscorer er dog omgangsformer og almindelig høflighed, som altid er på retur og altid har været det. Så lang tid faktisk at det er mærkeligt at vi ikke forlængst har nået det stadie, hvor vi render rundt og spytter hinanden i ansigtet hele tiden.
Kritikken af sædernes forfald kan både rettes mod børneopdragelsen og mod omgangsformerne mere generelt. Der findes et helt netværk af kommentatorer, der mere eller mindre lever af at fortælle os denne historie (Lone Nørgaard er et godt eksempel herpå). Det seneste eksempel jeg har stødt på er Jyllands-Postens leder fra 6. marts, der begræder tabet af "De-formen" og det "faste håndtryk", som man kan forstå åbenbart var meget udbredt i Danmark for 40 år siden. Også det at se den i øjnene som man taler med er åbenbart noget der var der før, men nu er gået tabt.
http://jp.dk/opinion/leder/article2359769.ece
Skylden for tingenes elendige tilstand er altid "tidernes", men det kan også konkretiseres hvis man har nogen eller noget man gerne vil sparke lidt til. I Jyllands-Posten er det udviklingen af demokratiet der spiller rollen som positiv udviklingen, der har haft negative sideeffekter. Den virkelige synder er dog - selvfølgelig - 68-oprøret. Det store skel i dansk efterkrigstidshistorie, hvor uansvarlige hippier destruerede det danske samfund da de i deres hash-rus glemte at lære deres børn, at de skulle sige tak for mad. Hvilket enhver jo ved er den sande lakmustest for den menneskelige civilisation.
mandag den 7. marts 2011
DKP's danmarkshistorie på vers
Et af de smukkeste eksempler på historiebrug i dansk efterkrigstid er Søren Sidevinds Årgang 1952. Her fortælles dansk efterkrigstidshistorie gennem vor navnløse hovedpersons barndom og opvækst. Han er med både under opgøret med Stalin, stiftelsen af SF, ungdomsoprør, Flower power, Prag 68 og EF-modstand. Kort sagt: Den danske venstrefløjs Forrest Gump!
Her følger teksten, men det er i udførelsen den sande kunst ligger. Så husk at høre den også - det er en Evergreen
Årgang 52
I tooghalvtreds kom jeg til verden -
min far han var skibstømmersvend
Min mor tog en måned fri fra fabrikken,
dengang hun skulle føde igen.
Det første ord jeg lærte var Stalin -
ham talte de gamle meget om.
Der hang et portræt af ham over bordet,
som senere ganske diskret blev vendt om.
Det navn jeg bærer ku' ha' været et andet
den gamle var heller ikke tilfreds
da præsten dypped' mit hoved i vandet
var han afsted til partikongres.
I korte bukser med vand i håret
gik jeg i skole hver eneste dag
det var før metodefrihedens dage
- så det var konge, kirke og flag.
Den geografi vi lærte var enkel
- "Din ven er i vest, din fjende i øst."
Vi lærte at russerne kun ville krig
- det trykkede underligt i mit bryst.
For netop den gang fik vi mange breve,
fra far - med russiske frimærker på.
Han skrev om hvor dejligt det var at leve
og om hvor mange kilo han tog på.
På hverdage fik vi avisen med posten
- om søndagen havde postbudet fri
en pakke med 30 tynde aviser
sku' hentes på banen kvart over ti.
Og Aksel Larsen røg af i svinget
- jeg var blandt dem der råbte: "Hørt!"
for min avisrute den blev mindre
- der kom færre aviser end før.
Men dog gik verden ikke af lave,
selv om endnu et billede røg ud.
Jeg fik en hund i fødselsdagsgave,
den synes den gamle sku' hedde Knud.
Jeg gik til præst hver tirsdag morgen
- vi stod bag ved kirkemuren og røg
i skolen lærte vi tysk og engelsk
- og jeg fik mit første sæt herretøj.
Og far stod op og holdt en tale
- han sagde at verden engang sku' bli' min
mor gav mig et slag over hånden
- da jeg ville drikke det tredje glas vin.
Der kom gaver og vi sang sange;
"Tillykke med den store dag".
Den vi sang de fleste gange,
det var "Når jeg ser det røde flag".
I ‘65 den 6. juli
tog hele familien til DDR
de havde fortalt mig henne på skolen,
at folk de havde det dårligt dér.
Men jeg så ingen bistre soldater
- jeg så paroler om fred overalt
jeg lærte ting om de andres verden
- som ingen lærer havde fortalt.
Før vi skulle afsted sku' jeg til frisøren,
"Knægt du ligner jo FANDEN selv!"
Jeg blev sur og smækked' med døren
og råbte: "Jeg bær' mit hår som jeg vil"
På væggen hængte jeg store plakater
- jeg gik i skjorte med blomster på
de gamle sagde: "Du spiller for højt"
- jeg tænkte: "De kan intet forstå."
Nu skulle vi alle elske hinanden
- kærlighed bryder grænser ned
vi røg tobak, som staten forbød
- og vi talte meget om sjælens fred.
Men da jeg lærte om Vietnamkrigen,
da sved min skjorte som fnat og eksem
jeg smed blomster og skjorte til side
og bytted' dem om med et Vietnam-emblem
I radio og TV fortalte man ikke
om Vietnam og Cambodia
men hele maskinen blev sat i gang
- da russerne rykkede ind i Prag.
Da kom de alle de kloge mænd
og talte med harme og indignation
da lærte jeg ven at kende fra fjende;
at kende fremskridt fra reaktion.
Og rektor græd fra talerstolen:
"Jan Pallach har sat ild til sig selv"
To minutters stilhed på hele skolen
- Jeg tog min taske og sagde "Farvel"
Med tiden læste jeg andre bøger
- Marx, Lenin, Moskva 69.
Jeg tog mig en tur med EF-karavanen
jeg så hvem der trak det tungeste læs.
Og nu er jeg 24 år gammel
- måske ikke klog, men ét har jeg lært
om indhold og form, om at forandre
- det enkle er for det meste svært.
I alle ting er der en akse
- et tandhjul som holder værket i gang
og hvad der er småt skal lære at vokse,
og magten skal blive vores engang
Jeg lærte aldrig helt at hade
Jeg kom som den første, jeg går allersidst
Mine hænder er stærke, jeg elsker at leve
Det er derfor jeg er kommunist
Her følger teksten, men det er i udførelsen den sande kunst ligger. Så husk at høre den også - det er en Evergreen
Årgang 52
I tooghalvtreds kom jeg til verden -
min far han var skibstømmersvend
Min mor tog en måned fri fra fabrikken,
dengang hun skulle føde igen.
Det første ord jeg lærte var Stalin -
ham talte de gamle meget om.
Der hang et portræt af ham over bordet,
som senere ganske diskret blev vendt om.
Det navn jeg bærer ku' ha' været et andet
den gamle var heller ikke tilfreds
da præsten dypped' mit hoved i vandet
var han afsted til partikongres.
I korte bukser med vand i håret
gik jeg i skole hver eneste dag
det var før metodefrihedens dage
- så det var konge, kirke og flag.
Den geografi vi lærte var enkel
- "Din ven er i vest, din fjende i øst."
Vi lærte at russerne kun ville krig
- det trykkede underligt i mit bryst.
For netop den gang fik vi mange breve,
fra far - med russiske frimærker på.
Han skrev om hvor dejligt det var at leve
og om hvor mange kilo han tog på.
På hverdage fik vi avisen med posten
- om søndagen havde postbudet fri
en pakke med 30 tynde aviser
sku' hentes på banen kvart over ti.
Og Aksel Larsen røg af i svinget
- jeg var blandt dem der råbte: "Hørt!"
for min avisrute den blev mindre
- der kom færre aviser end før.
Men dog gik verden ikke af lave,
selv om endnu et billede røg ud.
Jeg fik en hund i fødselsdagsgave,
den synes den gamle sku' hedde Knud.
Jeg gik til præst hver tirsdag morgen
- vi stod bag ved kirkemuren og røg
i skolen lærte vi tysk og engelsk
- og jeg fik mit første sæt herretøj.
Og far stod op og holdt en tale
- han sagde at verden engang sku' bli' min
mor gav mig et slag over hånden
- da jeg ville drikke det tredje glas vin.
Der kom gaver og vi sang sange;
"Tillykke med den store dag".
Den vi sang de fleste gange,
det var "Når jeg ser det røde flag".
I ‘65 den 6. juli
tog hele familien til DDR
de havde fortalt mig henne på skolen,
at folk de havde det dårligt dér.
Men jeg så ingen bistre soldater
- jeg så paroler om fred overalt
jeg lærte ting om de andres verden
- som ingen lærer havde fortalt.
Før vi skulle afsted sku' jeg til frisøren,
"Knægt du ligner jo FANDEN selv!"
Jeg blev sur og smækked' med døren
og råbte: "Jeg bær' mit hår som jeg vil"
På væggen hængte jeg store plakater
- jeg gik i skjorte med blomster på
de gamle sagde: "Du spiller for højt"
- jeg tænkte: "De kan intet forstå."
Nu skulle vi alle elske hinanden
- kærlighed bryder grænser ned
vi røg tobak, som staten forbød
- og vi talte meget om sjælens fred.
Men da jeg lærte om Vietnamkrigen,
da sved min skjorte som fnat og eksem
jeg smed blomster og skjorte til side
og bytted' dem om med et Vietnam-emblem
I radio og TV fortalte man ikke
om Vietnam og Cambodia
men hele maskinen blev sat i gang
- da russerne rykkede ind i Prag.
Da kom de alle de kloge mænd
og talte med harme og indignation
da lærte jeg ven at kende fra fjende;
at kende fremskridt fra reaktion.
Og rektor græd fra talerstolen:
"Jan Pallach har sat ild til sig selv"
To minutters stilhed på hele skolen
- Jeg tog min taske og sagde "Farvel"
Med tiden læste jeg andre bøger
- Marx, Lenin, Moskva 69.
Jeg tog mig en tur med EF-karavanen
jeg så hvem der trak det tungeste læs.
Og nu er jeg 24 år gammel
- måske ikke klog, men ét har jeg lært
om indhold og form, om at forandre
- det enkle er for det meste svært.
I alle ting er der en akse
- et tandhjul som holder værket i gang
og hvad der er småt skal lære at vokse,
og magten skal blive vores engang
Jeg lærte aldrig helt at hade
Jeg kom som den første, jeg går allersidst
Mine hænder er stærke, jeg elsker at leve
Det er derfor jeg er kommunist
tirsdag den 1. marts 2011
Holger vågner! - nu med mulepose
Indlægget om Daniel Aggers tus, fik mig til at lave lidt Holger Danske søgninger og jeg faldt over denne side med tilbehør til den historiebevidste højreradikale: http://www.cafepress.co.uk/holgerdanske. Her kan man få tøj og diverse med portræt af "Holger - guardian of the West" som har sit ene øje foruroligende på klem.
Min personlige favorit er helt klart muleposen og beskrivelsen af den:
Our 100% cotton canvas tote bags have plenty of room to carry everything you need when you are on the go. They include a bottom gusset and extra long handles for easy carrying.
Min personlige favorit er helt klart muleposen og beskrivelsen af den:
Our 100% cotton canvas tote bags have plenty of room to carry everything you need when you are on the go. They include a bottom gusset and extra long handles for easy carrying.
- 10 oz heavyweight natural canvas fabric
- Full side and bottom gusset
- 22" reinforced self-fabric handles
- Machine washable
- Measures 15" x 18" x 6"
Abonner på:
Opslag (Atom)