Et af de smukkeste eksempler på historiebrug i dansk efterkrigstid er Søren Sidevinds Årgang 1952. Her fortælles dansk efterkrigstidshistorie gennem vor navnløse hovedpersons barndom og opvækst. Han er med både under opgøret med Stalin, stiftelsen af SF, ungdomsoprør, Flower power, Prag 68 og EF-modstand. Kort sagt: Den danske venstrefløjs Forrest Gump!
Her følger teksten, men det er i udførelsen den sande kunst ligger. Så husk at høre den også - det er en Evergreen
Årgang 52
I tooghalvtreds kom jeg til verden -
min far han var skibstømmersvend
Min mor tog en måned fri fra fabrikken,
dengang hun skulle føde igen.
Det første ord jeg lærte var Stalin -
ham talte de gamle meget om.
Der hang et portræt af ham over bordet,
som senere ganske diskret blev vendt om.
Det navn jeg bærer ku' ha' været et andet
den gamle var heller ikke tilfreds
da præsten dypped' mit hoved i vandet
var han afsted til partikongres.
I korte bukser med vand i håret
gik jeg i skole hver eneste dag
det var før metodefrihedens dage
- så det var konge, kirke og flag.
Den geografi vi lærte var enkel
- "Din ven er i vest, din fjende i øst."
Vi lærte at russerne kun ville krig
- det trykkede underligt i mit bryst.
For netop den gang fik vi mange breve,
fra far - med russiske frimærker på.
Han skrev om hvor dejligt det var at leve
og om hvor mange kilo han tog på.
På hverdage fik vi avisen med posten
- om søndagen havde postbudet fri
en pakke med 30 tynde aviser
sku' hentes på banen kvart over ti.
Og Aksel Larsen røg af i svinget
- jeg var blandt dem der råbte: "Hørt!"
for min avisrute den blev mindre
- der kom færre aviser end før.
Men dog gik verden ikke af lave,
selv om endnu et billede røg ud.
Jeg fik en hund i fødselsdagsgave,
den synes den gamle sku' hedde Knud.
Jeg gik til præst hver tirsdag morgen
- vi stod bag ved kirkemuren og røg
i skolen lærte vi tysk og engelsk
- og jeg fik mit første sæt herretøj.
Og far stod op og holdt en tale
- han sagde at verden engang sku' bli' min
mor gav mig et slag over hånden
- da jeg ville drikke det tredje glas vin.
Der kom gaver og vi sang sange;
"Tillykke med den store dag".
Den vi sang de fleste gange,
det var "Når jeg ser det røde flag".
I ‘65 den 6. juli
tog hele familien til DDR
de havde fortalt mig henne på skolen,
at folk de havde det dårligt dér.
Men jeg så ingen bistre soldater
- jeg så paroler om fred overalt
jeg lærte ting om de andres verden
- som ingen lærer havde fortalt.
Før vi skulle afsted sku' jeg til frisøren,
"Knægt du ligner jo FANDEN selv!"
Jeg blev sur og smækked' med døren
og råbte: "Jeg bær' mit hår som jeg vil"
På væggen hængte jeg store plakater
- jeg gik i skjorte med blomster på
de gamle sagde: "Du spiller for højt"
- jeg tænkte: "De kan intet forstå."
Nu skulle vi alle elske hinanden
- kærlighed bryder grænser ned
vi røg tobak, som staten forbød
- og vi talte meget om sjælens fred.
Men da jeg lærte om Vietnamkrigen,
da sved min skjorte som fnat og eksem
jeg smed blomster og skjorte til side
og bytted' dem om med et Vietnam-emblem
I radio og TV fortalte man ikke
om Vietnam og Cambodia
men hele maskinen blev sat i gang
- da russerne rykkede ind i Prag.
Da kom de alle de kloge mænd
og talte med harme og indignation
da lærte jeg ven at kende fra fjende;
at kende fremskridt fra reaktion.
Og rektor græd fra talerstolen:
"Jan Pallach har sat ild til sig selv"
To minutters stilhed på hele skolen
- Jeg tog min taske og sagde "Farvel"
Med tiden læste jeg andre bøger
- Marx, Lenin, Moskva 69.
Jeg tog mig en tur med EF-karavanen
jeg så hvem der trak det tungeste læs.
Og nu er jeg 24 år gammel
- måske ikke klog, men ét har jeg lært
om indhold og form, om at forandre
- det enkle er for det meste svært.
I alle ting er der en akse
- et tandhjul som holder værket i gang
og hvad der er småt skal lære at vokse,
og magten skal blive vores engang
Jeg lærte aldrig helt at hade
Jeg kom som den første, jeg går allersidst
Mine hænder er stærke, jeg elsker at leve
Det er derfor jeg er kommunist
Ingen kommentarer:
Send en kommentar