Da mor var dreng

Den måske allermest udbredte form for bevidst historiebrug i hverdagen, er konstateringen af at alt var bedre i gamle dage. Gamle dage her næsten altid forstået som historiebrugerens barndom og/eller ungdom. Denne form for historiebrug afviser meget sjældent økonomiske og politiske fremskridt, der er sket de sidste par årtier, men peger på at noget andet - og ofte mere værdifuldt - er gået tabt. Ikke sjældent er tabet sket netop på grund af fremskridtet på andre områder som fx. det økonomiske.

Det tabte der begrædes er typisk ting som madlavningtraditioner, fællesskabsfølelse og viden om årstal og regler for kommasætning. Den store topscorer er dog omgangsformer og almindelig høflighed, som altid er på retur og altid har været det. Så lang tid faktisk at det er mærkeligt at vi ikke forlængst har nået det stadie, hvor vi render rundt og spytter hinanden i ansigtet hele tiden.

Kritikken af sædernes forfald kan både rettes mod børneopdragelsen og mod omgangsformerne mere generelt. Der findes et helt netværk af kommentatorer, der mere eller mindre lever af at fortælle os denne historie (Lone Nørgaard er et godt eksempel herpå). Det seneste eksempel jeg har stødt på er Jyllands-Postens leder fra 6. marts, der begræder tabet af "De-formen" og det "faste håndtryk", som man kan forstå åbenbart var meget udbredt i Danmark for 40 år siden. Også det at se den i øjnene som man taler med er åbenbart noget der var der før, men nu er gået tabt.

http://jp.dk/opinion/leder/article2359769.ece

Skylden for tingenes elendige tilstand er altid "tidernes", men det kan også konkretiseres hvis man har nogen eller noget man gerne vil sparke lidt til. I Jyllands-Posten er det udviklingen af demokratiet der spiller rollen som positiv udviklingen, der har haft negative sideeffekter. Den virkelige synder er dog - selvfølgelig - 68-oprøret. Det store skel i dansk efterkrigstidshistorie, hvor uansvarlige hippier destruerede det danske samfund da de i deres hash-rus glemte at lære deres børn, at de skulle sige tak for mad. Hvilket enhver jo ved er den sande lakmustest for den menneskelige civilisation.