Først naturligvis til statsministerens grundlovstale, der som traditionen foreskriver er fuld af historie. Men til forskel fra flere af forgængerens AFR's taler, som slog på den fredelige indførelse af demokratiet hvor enevælden blev omstyrtet så tilpas hurtigt at folk kunne nå hjem og spise til aften, vælger Lars Løkke at slå på noget så udansk innovativt som "kampen" som den centrale danske værdi. Væk er småstatsmentalitet og putten sig i smug. Danskerne er åbenbart et folk af kæmpere. Måske kan man se det som endnu et lille skridt i en løbende omskrivning af dansk historie der foregår disse år, og vil fremhæve nye sider og nye syn på historien.
Der er naturligvis også megen partipolitik i talen og Lars Løkke låner også fra den nyere historie når han forsøger at male oppositionen som en "koalition af de uvillige" (til reformer forstås). På den ene side modigt og konfrontatorisk at hente et begreb fra Bush upopulære Irak-indsats i 2003, på den anden side næppe en retorisk figur der vil fænge i den kommende valgkamp. Og så mit favoritcitat:
På denne Grundlovsdag, hvor jeg startede i historien, vil jeg gerne gøre det helt klart: Der findes ingen gratis omgang. Hverken i historien eller i fremtiden.
To forskellige artikler med to forskellige vinkler på "Flammen og Citronen"
På avisen.dk findes artiklen "Historikere advarer om at tro på Flammen og Citronen -film" der fortæller den klassiske historie om historikere der kritiserer historiske film for at være ukorrekte og overfladiske (og i dette tilfælde direkte farlige!) portrætter. Vores egen Niels Wium Olesen spiller blandt andet rollen som mavesur historiker, men som man kan se hvis man læser kommentarerne til artiklen, er han selv noget utilfreds med at journalisten har casted ham i denne rolle.
Den anden artikel er en kronik af chefen for Dansk Institut for Militære Studier (DIMS) Mikkel Vedby Rasmussen, der kommer med en meget interessant sammenligning af filmen og den danske militære indsats i Helman. Som MVR påpeger kan filmen ses som en art analogi på den danske militære tilstedeværelse i Afghanistan, og man kan vel også gå videre og se filmen som et billede på Danmarks nye mere militaristiske udenrigspolitik og de ofre og den stillingtagen den kræver.
Filmens åbningsspørgsmål: "Hvor var du den 9. april" skaber referencer til 11. september og kampen mod terror. Og de store menneskelige omkostninger for hovedpersonerne kan ses som et billede på de menneskelige omkostninger for de danske soldater i Irak og Afghanistan. Også det rodede politiske billede kan sammenlignes samt det åbne spørgsmål om Flammen og Citronen slår ihjel for en god sag eller om der ligger mere dunkle motiver bag i de politiske lag. Men som de danske soldater er Flammen og Citronen helte fordi de gør deres indsats og foretager deres ofre på trods af den mudrede moralske situation. Man kan måske sige at sagen bliver underordnet, mens indsatsen bliver altafgørende i begge tilfælde.
Trenden med at se på den enkelte soldat og gøre ham til helt uafhængigt af hvilken krig han kæmper er i øvrigt en generelt tendens i flere krigsfilm. Eksempelvis "We Were Soldiers" med Mel Gibson, hvor de amerikanske Vietnam-soldater atter bliver helte og de politiske spørgsmål om Vietnam-krigen skubbes i baggrunden eller Black Hawk Down, som også fokusere på de enkelte soldaters heltemod, mens det politiskes niveau "grumsethed" står i skærende kontrast til den enkelte soldats "renhed".
Selv på fjendesiden kan man se tendensen. I fx film som "We Were Soldiers" og "Pearl Harbour" fremstilles fjenderne som værdige modstandere hvis bevæggrunde vi kan forstå og føle delvis sympati for, idet de er fanget i deres egne moralske og politiske dilemmaer.
Så lykkedes det mig endelig at lokalisere mine Is-vikinger jeg har ledt så længe efter (tak til Lars Vognsen!). De havde gemt sig ovre hos Frisko: http://frisko.dk/produktgruppe/isdesserter/ (man skal scrolle lidt ned).
Som tidligere anført viser serien endnu engang at vikingerne var kvalitetsbevidste væsner med sans for gode råvarer. Hør blot beskrivelsen:
Valhalla er en luksus flødeis serie baseret på de bedste råvarer. Smagsvarianterne er brede og passer til hele familien.
Valhalla tager udgangspunkt i vores fælles nordiske arv og historie, som fanger interesse hos mange - en gudeskøn flødeis!
Hvad de mener med at is-serien tager udgangspunkt i vores "Fælles nordiske arv" står mig ikke ganske klart, ligesom jeg synes det er pinligt at de har glemt at sætte horn på vikingehjelmene. Jeg forstår heller ikke altid smagsvarianterne. Lad gå at Thor er chokolade og at gudernes konge dødsguden Odin er Choko-marcipan. Men hvordan kan Freja være vanilje?? Mit billede af en hedensk frugtbarhedsgudinde er i hvert fald en kvinde der er way beyond vanilla...
Tre valgvideoer fra 2007 og tre vidt forskellige historiebrugstilgange.
Hos DF nærmest emmer det hele af historie som ikke er til at sparke sig vej for. Alle de positive billeder af Danmark man næsten kan komme i tanke om og selvfølgelig Dybbøl-mølle, grænsebomme, 9-11, ungdomshusuroligheder osv. osv. Men man kunne selvfølgelig også vende den om og spørge om de mange idylliske Danmarksbilleder overhovedet er historiebrug, eller om det er simpelthen er DF forestillinger om hvordan Danmark ser ud netop nu? Lidt på samme måde som i børnebøger hvor bondegårde, traktorer, tog mv altid ser ud som den slags gjorde 50 år tidligere. Under alle omstændigheder er der et næsten endeløst antal lag at gå i gang med.
De konservative er tilsyneladende meget mindre hjemme i historien. Her må vi nøjes med Bent Bendtsens ungdomserindringer samt bøgeskoven som det kønsløse symbol på det evige Danmark. Måske mest interessant er her hvorfor De konservative kan lave en valgvideo med så lidt nationalromantik og historie?
Og så endelig noget så sjældent som et 3 minutters politisk budskab som er næsten kemisk renser for historie og både direkte og inddirekte historiske referencer (Jelveds broche er måske undtagelsen). At det kan lade sig gøre synes jeg er meget overraskende. At det er de radikale der har gjort det synes jeg er langt mindre overraskende. Ligesom nationalisme er historie ofte noget som (i deres egne øjne) dannede mennesker har det lidt svært med. Det er lige som om det er at snyde på vægten når man bruger den slags letkøbte populisme. Argumenterne skulle jo gerne kunne stå for sig selv. Resultatet er en video hvor der tales endog rigtig meget om fremtiden. En lille smule om nutiden - og stort set ikke om fortiden. Personligt synes jeg det giver et næsten totalt kønsløst resultat.
Mange venstrefløjssange fra 1970'erne gør flittigt brug af historien. Søren Sidvinds "Årgang 52" og Skipper Klemets morgensang som er nævnt i tidligere blogindlæg, men her er et par stykker til som er interessante på forskellig vis:
Først har vi John Mogensens Danmarks Jord, som er skrevet som slagsang mod Danmarks indmeldelse i EF. Megen af retorikken er historisk og er reproduceret både før og siden. Der er således både Holger Danske, "kanoner fra Syd" og "hvor gamle kultur" på spil.
Solvognen var en aktionsteatergruppe fra 1970'erne der udførte en række aktioner, der ofte hentede inspiration i historien (navnet i sig selv siger også noget). Mest berømt er måske deres aktion ved Rebild-festen i 1976 på 200-året for den amerikanske uafhængighedserklæring, hvor de dukkede op klædt ud som indianere for at huske fødselaren på de mere mørke sider af den amerikanske historie. Der er både fejringer, erindring og glemsel på spil her. Aktionen blev også genstand for et slagkraftigt rock-nummer fra Jomfru Ane Band, som er er tilsat billeder fra aktionen:
Er sange så vigtige? Vel er de så! Som der stod bag på sangbogen "Klassekampens sange" fra 1979:
”En sang er et våben. En sangbog kan være et helt krudtkammer.
Her er sangene og bogen. Brug dem!”
Den måske allermest udbredte form for bevidst historiebrug i hverdagen, er konstateringen af at alt var bedre i gamle dage. Gamle dage her næsten altid forstået som historiebrugerens barndom og/eller ungdom. Denne form for historiebrug afviser meget sjældent økonomiske og politiske fremskridt, der er sket de sidste par årtier, men peger på at noget andet - og ofte mere værdifuldt - er gået tabt. Ikke sjældent er tabet sket netop på grund af fremskridtet på andre områder som fx. det økonomiske.
Det tabte der begrædes er typisk ting som madlavningtraditioner, fællesskabsfølelse og viden om årstal og regler for kommasætning. Den store topscorer er dog omgangsformer og almindelig høflighed, som altid er på retur og altid har været det. Så lang tid faktisk at det er mærkeligt at vi ikke forlængst har nået det stadie, hvor vi render rundt og spytter hinanden i ansigtet hele tiden.
Kritikken af sædernes forfald kan både rettes mod børneopdragelsen og mod omgangsformerne mere generelt. Der findes et helt netværk af kommentatorer, der mere eller mindre lever af at fortælle os denne historie (Lone Nørgaard er et godt eksempel herpå). Det seneste eksempel jeg har stødt på er Jyllands-Postens leder fra 6. marts, der begræder tabet af "De-formen" og det "faste håndtryk", som man kan forstå åbenbart var meget udbredt i Danmark for 40 år siden. Også det at se den i øjnene som man taler med er åbenbart noget der var der før, men nu er gået tabt.
Skylden for tingenes elendige tilstand er altid "tidernes", men det kan også konkretiseres hvis man har nogen eller noget man gerne vil sparke lidt til. I Jyllands-Posten er det udviklingen af demokratiet der spiller rollen som positiv udviklingen, der har haft negative sideeffekter. Den virkelige synder er dog - selvfølgelig - 68-oprøret. Det store skel i dansk efterkrigstidshistorie, hvor uansvarlige hippier destruerede det danske samfund da de i deres hash-rus glemte at lære deres børn, at de skulle sige tak for mad. Hvilket enhver jo ved er den sande lakmustest for den menneskelige civilisation.
Et af de smukkeste eksempler på historiebrug i dansk efterkrigstid er Søren Sidevinds Årgang 1952. Her fortælles dansk efterkrigstidshistorie gennem vor navnløse hovedpersons barndom og opvækst. Han er med både under opgøret med Stalin, stiftelsen af SF, ungdomsoprør, Flower power, Prag 68 og EF-modstand. Kort sagt: Den danske venstrefløjs Forrest Gump!
Her følger teksten, men det er i udførelsen den sande kunst ligger. Så husk at høre den også - det er en Evergreen
Årgang 52
I tooghalvtreds kom jeg til verden -
min far han var skibstømmersvend
Min mor tog en måned fri fra fabrikken,
dengang hun skulle føde igen.
Det første ord jeg lærte var Stalin -
ham talte de gamle meget om.
Der hang et portræt af ham over bordet,
som senere ganske diskret blev vendt om.
Det navn jeg bærer ku' ha' været et andet
den gamle var heller ikke tilfreds
da præsten dypped' mit hoved i vandet
var han afsted til partikongres.
I korte bukser med vand i håret
gik jeg i skole hver eneste dag
det var før metodefrihedens dage
- så det var konge, kirke og flag.
Den geografi vi lærte var enkel
- "Din ven er i vest, din fjende i øst."
Vi lærte at russerne kun ville krig
- det trykkede underligt i mit bryst.
For netop den gang fik vi mange breve,
fra far - med russiske frimærker på.
Han skrev om hvor dejligt det var at leve
og om hvor mange kilo han tog på.
På hverdage fik vi avisen med posten
- om søndagen havde postbudet fri
en pakke med 30 tynde aviser
sku' hentes på banen kvart over ti.
Og Aksel Larsen røg af i svinget
- jeg var blandt dem der råbte: "Hørt!"
for min avisrute den blev mindre
- der kom færre aviser end før.
Men dog gik verden ikke af lave,
selv om endnu et billede røg ud.
Jeg fik en hund i fødselsdagsgave,
den synes den gamle sku' hedde Knud.
Jeg gik til præst hver tirsdag morgen
- vi stod bag ved kirkemuren og røg
i skolen lærte vi tysk og engelsk
- og jeg fik mit første sæt herretøj.
Og far stod op og holdt en tale
- han sagde at verden engang sku' bli' min
mor gav mig et slag over hånden
- da jeg ville drikke det tredje glas vin.
Der kom gaver og vi sang sange;
"Tillykke med den store dag".
Den vi sang de fleste gange,
det var "Når jeg ser det røde flag".
I ‘65 den 6. juli
tog hele familien til DDR
de havde fortalt mig henne på skolen,
at folk de havde det dårligt dér.
Men jeg så ingen bistre soldater
- jeg så paroler om fred overalt
jeg lærte ting om de andres verden
- som ingen lærer havde fortalt.
Før vi skulle afsted sku' jeg til frisøren,
"Knægt du ligner jo FANDEN selv!"
Jeg blev sur og smækked' med døren
og råbte: "Jeg bær' mit hår som jeg vil"
På væggen hængte jeg store plakater
- jeg gik i skjorte med blomster på
de gamle sagde: "Du spiller for højt"
- jeg tænkte: "De kan intet forstå."
Nu skulle vi alle elske hinanden
- kærlighed bryder grænser ned
vi røg tobak, som staten forbød
- og vi talte meget om sjælens fred.
Men da jeg lærte om Vietnamkrigen,
da sved min skjorte som fnat og eksem
jeg smed blomster og skjorte til side
og bytted' dem om med et Vietnam-emblem
I radio og TV fortalte man ikke
om Vietnam og Cambodia
men hele maskinen blev sat i gang
- da russerne rykkede ind i Prag.
Da kom de alle de kloge mænd
og talte med harme og indignation
da lærte jeg ven at kende fra fjende;
at kende fremskridt fra reaktion.
Og rektor græd fra talerstolen:
"Jan Pallach har sat ild til sig selv"
To minutters stilhed på hele skolen
- Jeg tog min taske og sagde "Farvel"
Med tiden læste jeg andre bøger
- Marx, Lenin, Moskva 69.
Jeg tog mig en tur med EF-karavanen
jeg så hvem der trak det tungeste læs.
Og nu er jeg 24 år gammel
- måske ikke klog, men ét har jeg lært
om indhold og form, om at forandre
- det enkle er for det meste svært.
I alle ting er der en akse
- et tandhjul som holder værket i gang
og hvad der er småt skal lære at vokse,
og magten skal blive vores engang
Jeg lærte aldrig helt at hade
Jeg kom som den første, jeg går allersidst
Mine hænder er stærke, jeg elsker at leve
Det er derfor jeg er kommunist
Indlægget om Daniel Aggers tus, fik mig til at lave lidt Holger Danske søgninger og jeg faldt over denne side med tilbehør til den historiebevidste højreradikale: http://www.cafepress.co.uk/holgerdanske. Her kan man få tøj og diverse med portræt af "Holger - guardian of the West" som har sit ene øje foruroligende på klem.
Min personlige favorit er helt klart muleposen og beskrivelsen af den:
Our 100% cotton canvas tote bags have plenty of room to carry everything you need when you are on the go. They include a bottom gusset and extra long handles for easy carrying.
10 oz heavyweight natural canvas fabric
Full side and bottom gusset
22" reinforced self-fabric handles
Machine washable
Measures 15" x 18" x 6"
... super praktisk at have sine sager i når man skal ud og bekæmpe Islam - og så kan man smide den i vaskemaskinen bagefter
Såkaldt banal historiebrug er brugen eller omgangen af historien uden at være bevidste om at den bruges. Det kan eksempelvis være en statue, der er en del af ens daglige baggrundsbillede på vej til arbejde, eller afsyngningen af Der er et yndigt land ved landskampe.
Fodbold og store sportsbegivenheder er iøvrigt en oplagt lejlighed til historiebrug - bevidst eller ubevidst - idet det altid kalder til mere eller mindre uartikuleret videreformidling af national identitet med tilhørende historie. Et smukt eksempel er EM-slagsangen fra 1986 "Re-Sepp-ten", som på overfladen er den allerværste gang vås. Selv når det gælder fodboldsange. Tænk engang over sætningen "som den lille grimme ælling, blir man rød og hvid på tælling" og "som den store lille Claus klapper vi med hatte davs".
Tager man sangens forhistorie med bliver teksten dog lidt mere reflekteret. Det var nemlig en tekstkonkurrence i Ekstra Bladet der gav en række forslag hvorefter forfatterne stykkede sangen sammen af en række af forslagene. Den er således sammensat af en række "danmarksbilleder" som folk har sendt ind som deres opfattelse af hvad der er dansk og det danske landshold. Lytter man til teksten kan man høre HC Andersen gå igen, men også andre eventyr. Fx "selv Olé må luk' sit øje" som med stor stilsikkerhed spiller på VM's geografiske placering (Mexico). Fælles synes at være eventyret om de tapre drenge fra det lille eventyrland mod nord. Det er de små mod de store, det nordiske mod det ikke-nordiske, og det barnligt entusiatiske mod alvorlige og kedelige.
Selve sangen kan også ses som et stykke dejligt historiebrug i dag, hvor man kun behøver nynne et par takter før man er hensat til "De glade dage i Mexico!"
Sangen fra 1984 var nu også rigtig god. Teksten havde ikke de samme historiske dimensioner som to år senere, men tilgengæld var opsætningen i denne video helt fantastisk. Gunnar "Nu" Hansen er placeret i et noget der ligner et tredivermiljø med gammendaws mikrofon, spiller på hans storhedstid som radiovært. Rundt om han vrikker skiftevis to 80'er babes og en meget 80'er agtig bodybuilder-type, mens han "rapper" sin sang ind i mikrofonen. En kærlig tidstypisk brug og oversættelse af et ikon fra dansk sportshistorie. Banalt? Nej det er sgu yderst sofistikeret!
Vikinger er en uundværlig del af Rooligan-fænomenet, og danske sportsbegivenheder generelt. Tænk bare på de mange rød/hvide vikingehjelme (med/uden horn/ølstativ) Vikinger er i det hele taget en af de mest stabile elementer i dansk historisk selvforståelse og bruges i flæng i stort set alle sammenhænge. I spil, på ispakker, til mejeriprodukter og som kvalitetsgaranter for pølser.
Vi bruger også vikinger på børnetøj hvor vi udnytter deres umiskendelige nuttede kvaliteter. Fx. i tøjserien med det pragtfulde navn "Danefæ", som selv beskriver sig sådan på sin hjemmesiden:
Inspireret af nordisk mytologi og det lunefulde skandinaviske vejr oplevede Danefæ sin første store succes med farvestrålende dameregnfrakker i 2006...
...Hver sæson kommer der nye styles til, men idégrundlaget rokkes der ikke ved: Danmarks mest legendariske ikoner – tilsat et gran af ironi og flotte striber – på lunt, praktisk, funky og hyggeligt tøj til de kølige nordiske breddegrader, som de oprindelig udsprang af.
Andre motiver der går igen på tøjet er svanen, regnbuen, ællingen og bjørnen(?).
En af de sjove ting ved vores brug af vikinger er naturligvis at vi dyrker en sørøvertradition, som gjorde deres bedste for at pande den fremvoksende Vesteuropæiske civilisation ned hvor end de mødte den. Det kan vi gøre fordi det er mange år siden, men alligevel sjovt at vi sætter disse massemordere på vores børns tøj! Forestil jer hvordan det var gået med nyere eksempler. Fx. hvis nedenstående bulderbasse havde et billede af en islamisk terrorist på sit natsæt. Om føje år kan Jihad skam sagtens bliver nuttet:
Selvom de fleste af os noget andet i gymnasiet, har vi stadig en rygmarvsreaktion når vi ser et billede, at her ser vi noget "ægte". I det mindste hvis det ikke er åbenlyst manipuleret. Hvornår et historisk billede er "ægte" og hvornår det er manipuleret er imidlertid i høj grad et tolkningsspørgsmål. Rent bortset fra at ethvert billede, hvad enten det er fotografi, maleri eller film, naturligvis er en fortolkning.
Et interessant eksempel er C. W. Eckersbergs billede fra 1839 af danske bønder der takker Frederik VI (og fader) for ophævelsen af stavnsbåndet. Der er dog forskellige ting der ikke passer helt. Stavnsbåndet blev ophævet 1788, men frihedsstøtten som ses i baggrunden blev først påbegyndt 1792. Skal scenen være "historisk korrekt" må den altså afbillede en senere taksigelse.
Problemet med at få tingene til at passe udspringer naturligvis af en opfattelses af at der netop er tale om en korrekt historisk gengivelse af et givent optrin og ikke om en mere bred gengivelse af et stykke historie som led i historiebrug. Fre. VI bestilte billedet af taksigelserne 50 år efter begivenheden og forkastede det første udkast hvor bønderne var placeret i tronsalen. Det var alligevel for tæt på. Logisk nok blev de taknemmelig bønder flyttet ud foran det monument som en taknemmelig befolkning havde rejst af samme årsag. Billedet giver fuld mening i sin kontekst også selvom det havde dumpet hvis det var blevet indleveret som historieopgave på universitetet. Det er en fortælling og ikke en affotografering.
Der er nok tale om mere åbenbar forfalskning når man tænker på den evne Trotskij havde til at forsvinde fra billeder fra Sovjetunionen under Stalin. Det var som om den revolutionære helt havde en særlig indvirkning på billeder der gjorde at han falmede hurtigere end de omkringstående personer. Herunder et billede af Trotskij og Lenin på Den røde plads i 1919, og en senere udgave af billedet hvor han desværre er blevet væk.
Stalintidens udrensninger af personer ikke bare fysisk men også på billeder er naturligvis en form for historieforfalskning hvor man manipulere med den overleverede historiekultur. Men det er alligevel interessant at stille spørgsmålet, hvor stor forskellen er mellem dette og Eckersbergs brug? Og om hvorvidt det ville være manipulation hvis man blot var begyndt at bruge billeder, hvor Trotskij aldrig havde været, eller billeder der var taget så man ikke kunne se ham? I en tid med begrænsede kodak-moments af revolutionens helte har man naturligvis været tvunget til at genbruge de billeder man nu engang havde. Hvis alle i 1919 havde rent rundt med mobiltelefonkameraer kunne man blot have fundet andre billeder hvor Trotskij ikke kunne ses. Ingen ville have talt om manipulation, men resultatet ville have været det samme.
Et meget interessant tilfælde af billedhistorieforfalskning fra Danmarks umiddelbare fortid var DR-journalisten Jeppe Nybroes rapportage fra de danske soldaters tilbagetrækning fra Irak i 2007. Et TV-hold skulle lave et indslag om tilbagetrækningen, men fik på vej ind til basen i Irak besked på, at sikkerhedssituationen ikke tillod dem at forlade lejren når de først var der. Derfor skød holdet billeder på køreturen ind til lejren (samme rute som tropperne blev transporteret ud) og lod denne billedside illustrere indslaget hvor Jeppe Nybroe fortalte at tropperne var på vej ud (indslaget starter ved 0:45)
Jeppe Nybroe blev smidt ud af DR "in disgrace" og der blev undskyldt et uendeligt antal gange. Den dag i dag diskuterer journalister stadig Nybroes præcise ordvalg og om hvorvidt det var manipulation eller ej. For alle andre end journalister er det naturligvis inderligt ligegyldigt. Og det er lidt skræmmende at journalister åbenbart tror at retningen biler kører på filmoptagelser, er de vigtigste at diskutere når man skal vurdere journalistisk dækning af en krigsindsats. Alle journalistiske indslag er til en vis grad konstruerede. Også selvom bilerne kører den rigtige vej.
"Kulturarv: kulturprodukter, der i særlig grad udgør et lager for menneskelig erfaring, og som derfor tvinger til eftertanke og er med til at forme en kulturel identitet." Kilde: denstoredanske.dk
Den danske kulturarv er altså de danske kulturprodukter, der i særlig grad udgør et lager for menneskelig (dansk) erfaring. Det er næppe kontroversielt, selvom der jo ligger hele spørgsmålet om hvad man så forståer ved "dansk". Det er måske bestemt af kulturarven, som så igen er bestemt af definitionen på det danske som så... anyway...
Hvad der udgør den danske historie kulturarv er et væsentligt spørgsmål som har præget den "kulturkamp" der er pågået siden 2001. En kulturkamp man sagtens kunne kalde en "historiekamp" da dansk historie og opfattelsen af danmarkshistorien næsten umuligt kan holdes ude af en diskussion om dansk kultur og kulturarv.
Kulturkampen har ligget lidt stille siden Lars Løkke overtog statsministerposten, men den oplevede en kort opblussen i sidste uge da DR's nye Public Service-kontrakt blev præsenteret. I den hidtil gældende kontrakt var det pålagt DR at "Formidle den danske kulturarv". Ordene er gentaget i den nye kontrakt med en tilføjelse så det nu pålægges DR at "Formidle den danske kulturarv, herunder den kristne kulturarv".
At det ikke er nogen ubetydelig tilføjelse blev understreget af at både Politiken, Berlingske og JP behandlede ordvalget på lederplads d. 10.-11. februar. Politiken anklagede højrefløjen for at udsætte DR for "Nationalkonservativ sprogrøgt", mens både Berlingske Tidende og Jyllands-Posten glædede sig over det indlysende: At kristendommen selvfølgelig var er en del af den danske kulturarv.
Politiken har selvfølgelig ret når de påpeger at man ved at fremhæve et enkeltelement reducere betydningen af de elementer der ikke er fremhævet. Og Berlingske og JP har selvfølgelig ret i at kristendommen er en meget væsentlig del af den danske kulturarv. Da alle tilhængere af tilføjelsen dog synes at mene at den ikke signalere noget nyt, og ikke pålægger DR noget nyt kunne man selvfølgelig spørge hvorfor den skulle med.
Det er i en historiebrugssammenhæng mindre vigtigt om bestemmelsen rent faktisk skal bruges til at signalere ændring i DR's dækning. Mere vigtigt er det i denne sammenhæng at diskussionen er et led i den kamp der foregår om retten til at definere historien. Det er en kamp der foregår konstant på en række forskellige planer og med små udfald fra skyttegravene snarere end store frontalangreb. For den ene side er våbene ord som "danskhed", "kristendom", "tradition", "kulturarv" og "historie", der placeres på strategisk udvalgte steder. For den anden side, som pt. er i defensiven, er forsvaret at søge at forhindre placeringen af disse ord, da deres egne ord "internationale konventioner", "åbenhed", "internationalisme", "omstillingsparathed" og "tolerance", har vist sig at være langt mindre slagkraftige end modstandernes.
Kampen fortsætter og vil altid gøre det, da der her er tale om en evig kamp mellem godt og ondt, om intet mindre end vores allesammens sjæle (hvem vi "allesammen" så end måtte være).
Et godt eksempel på historiebrug fra den nyere danske sangskat finder man i Ebbe Kløvedal Reichs "Skipper Klements morgensang" fra 1971. Sangen handler om de jyske bøndernes kamp under Grevens Fejde fra 1534-36, men er som så meget andet historiebrug et bedre sindbillede på sin samtid og kontekst: Den danske venstrefløj omkring 1970.
Sangen blev flittigt brugt op til EF-afstemningen i 1972, og er senere blevet en nyklassiker der kan kalde tårer frem i øjenkrogene om næsten enhver, der har gået på højskole, efterskole, ølejr, universitetet eller AMU-kursus. Her er et par eksempler på brug (med og uden banken i bordet):
Først en god politisk udgave med Søren Sidevind og hans spillemænd (og banjo og harmonika som det sig hør og bør):
Mere politik, men nu med et internationalt udsyn, hvor banjoen er skiftet ud med panfløjte. Bøndernes kamp og skæbne er jo ens overalt på kloden:
Så er vi længere oppe i tiden. Her er det Michelle Birkballes version fra 2003 fra pladen "Danmark nu blunder den lyse nat". Bemærk de smukke billeder fra det danske landskab (og hvilket vers der er udeladt):
Og endelig sangen som den skal synges! Fra et ukendt sted i Danmark, som vi imidlertid alle kan genkende:
Fuld tekst
Tekst: Ebbe Kløvedal Reich, Melodi: Leif Varmark
Skærm jeres hus med grav og planke
hvæs jeres leer snittende blanke
frygt ikke Rantzaus sorte hær
silke skal vige for vadmelsklæ´r
/ Bønder og tømrer’, jyske knejte
nu skal vi sejre i grevens fejde /
Mennesker bytter de ud for penge
porten til frihed de låse og stænge
piner og binder med arv og gæld
jorden, som havde de skabt den selv
Bagved de riges glitrende hjelme
skjuler sig bange, skælvende skælme
Djævelen selv har dem givet til pynt
Rustninge, skjolde, jord og mønt
Rigdom, si´r de, er for de rige
Bibelen har noget andet at sige
Fattig på jorden vandred guds søn
hented’ just ikke hos dem sin løn
Kirkens sorte skadesværme
skal sig for pigernes latter beskærme
spraglede herremandshaner på stand
møde nu skal den danske mand
Hanen har galet trende gange
stå nu kun fast, for vi er de mange
Lad ikke fremtiden sige om os
rigdommen knægted os uden at slås
/ Bønder og tømrer’, jyske knejte
nu skal vi sejre i grevens fejde /
Velkommen til bloggen om historiebrug. Denne blog er tænkt som et supplement til undervisningen på holdet Historiebrug ved Aarhus Universitet foråret 2011, men den er tilgængelig for alle interesserede.
Herunder et meget interessant interview fra 2009 med Margaret MacMillian om hendes bog "The Uses and Abuses of History". (Hat tip: Stefan Pajung)
